Handelsbetingelser
Danfrig A/S
Almindelige betingelser for salg, levering og montering af køle- og frostanlæg
Anvendelsesområde
Nedenstående betingelser finder anvendelse ved salg, levering og montering af køle- og frostanlæg indenfor EU i det omfang, der ikke fraviges ved anden skriftlig aftale.
Aftalegrundlag
Med mindre andet er aftalt skriftligt mellem parterne, sker alle leverancer i henhold til nedenstående betingelser.
Pris
Alle priser er ekskl. merværdiafgift (moms). Såfremt der inden levering indtræder pris-/afgiftsforhøjelser forhøjes salgsprisen tilsvarende uanset årsag.
Tilbud
Skriftligt tilbud er bindende i 30 dage fra tilbudsdato med mindre andet fremgår entydigt af tilbuddet. Ethvert tilbud afgives med forbehold af mellemsalg. Ved mellemsalg forstås, at sælger efter at have afgivet tilbud til køber, sælger det tilbudte til anden side inden købers accept er kommet frem. Tidligere afgivne tilbud bortfalder ved fremsendelse af nyt tilbud.
Ordrebekræftelse
Såfremt køberen ikke straks efter at have modtaget ordrebekræftelse gør indvending mod dennes indhold,
anses indholdet i dets helhed for godkendt at ham.
Leveringstid
Opgivne leveringstider er ansat efter Danfrig A/S’ bedste skøn, men er uforbindende, og forsinkelser berettiger ikke køber til annullering af ordren, afslag i købesummen eller erstatning.
Betaling
Hvis ikke andet er anført, er betalingsbetingelserne netto 8 dage fra fakturadatoen. Betales forfaldne beløb ikke rettidigt, påløber der renter fra forfaldsdatoen med 2% pr. påbegyndt måned. Aconto fakturering sker i h.t. byggeriets stade.
Såfremt startdatoen for montering af projekt skubbes, og møbler og hovedkomponenter er købt hjem, faktureres møbler og hovedkomponenter samt ekstra fragt, lageropbevaring og administration på tidspunktet for udskydelsen af projektet.
Ejendomsforbehold
Ejendomsretten over salgsgenstanden forbliver hos Danfrig A/S, indtil hele købesummen med renter, omkostninger m.v. er fuldt indbetalt.
Reklamation
Det påhviler køber senest ved modtagelsen at foretage en grundig undersøgelse af, om det leverede er kontraktmæssigt. Såfremt der er mangler ved det leverede, skal reklamationen herover ske skriftligt og være Danfrig A/S i hænde senest 8 dage efter levering. Manglende rettidig reklamation medfører bortfald af købers evt. mangelsbeføjelser.
Afbestilling
Afbestilling af leverancer kan kun ske efter forudgående aftale, og i så fald er køber forpligtet til at holde Danfrig A/S skadeløs for de med afbestillingen forbundne omkostninger.
Garanti
Der ydes 1 års garanti på nyleverede dele.
Indgår der brugte dele i leverancen, er disse ikke omfattet af garantien, ligesom der ikke ydes garanti på glas og sliddele samt på bestående anlæg og komponenter. Garantien gælder ikke afgifter på kølemiddel.
Garantiarbejder udføres inden for normal arbejdstid.
Garantien gælder alene, såfremt det leverede er korrekt betjent og vedligeholdt og det lovpligtige serviceeftersyn er overholdt.
Garantiperioden er gældende fra overdragelsesdagen ved leverancer monteret og installeret af sælger eller en af sælger anvist underleverandør. Såfremt anlægget ibrugtages helt eller delvist af kunden forud for overdragelsesdagen er garantiperioden gældende fra denne dato.
Produktansvar
Danfrig A/S er ansvarlig for personskade efter reglerne i ”Lov om produktansvar”.
Danfrig A/S er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre, som indtræder, medens salgsgenstanden er i købers besiddelse.
Danfrig A/S’ samlede ansvar kan dog aldrig overstige fakturabeløbet for det solgte.
Danfrig A/S kan ikke pålægges at erstatte eller være ansvarlig for indirekte tab forårsaget af mangler ved salgsgenstanden.
Ved indirekte tab forstås bl.a. driftstab, tabt fortjeneste, tab forårsaget af udsivning af kølemiddel (herunder er Danfrig A/S ikke forpligtet til at foretage genopfyldning af drivmiddel) samt andre økonomiske konsekvenstab. Denne klausul finder anvendelse såvel i tilfælde af hændelige skader som i tilfælde af skader som skyldes simpel uagtsomhed af Danfrig A/S.
Ansvarsfrihed – force majeure
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed for parterne, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld: Arbejdskonflikt, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom, men ikke begrænset til, brand, krig, mobilisering eller uforudsete militær-indkaldelser, pandemi, offentlige pålæg, beslaglæggelse, valuta-restriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, uregelmæssigheder i forsyningen af strøm, vand , og andre forsyningskilder, alm. vareknaphed, kassation af større arbejder, samt mangler ved eller forsinkelser af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Tilladelser
Køber har ansvaret for, at de for leverancens gennemførelse fornødne tilladelser tilvejebringes og afholder udgifterne hertil.
Særligt om montage
Køber må drage omsorg for, at montagen kan påbegyndes til det aftalte tidspunkt, og at købers eget og andre leverandørers arbejde er tilrettelagt på en sådan måde, at Danfrig A/S’ montage kan færdiggøres i en ubrudt periode efter påbegyndelsen. Køber skal drage omsorg for, at der er ryddeligt, således at montagen kan påbegyndes uden forsinkelse.
Såfremt montagearbejdet nødvendiggør ændringer eller reparationer af købers bestående bygninger, inventar og øvrige anlæg, påhviler det køber at sørge for dette og at afholde udgifterne dertil.
Køber stiller følgende gratis til disposition på de tidspunkter sælger måtte anmode om det: hjælpemandskab, udstyr og faciliteter til indbringning, intern transport på montagestedet, anbringelse af delene på fundamenter, fastboltning, rengøring, vagt, kranhjælp, stilladser, afskærmning, lys, kraft, vand, damp, trykluft, varme og olie etc.
Evt. arbejder, som følge af, at køber ikke ønsker anlægget igangsat umiddelbart efter montering, vil blive betragtet som ekstraarbejde.
Forsinkelser og ekstraarbejde vil blive afregnet separat i henhold til dagspriser.
Bortskaffelse
Sælgers ansvar og forpligtelser i h.t. miljøbeskyttelseslovens § 9j, eller hvad der måtte træde i stedet for denne bestemmelse, i relation til leveret elektrisk eller elektronisk udstyr, overtages af køber, medmindre parterne skriftligt har aftalt andet.
Tvister
Enhver tvist mellem Danfrig A/S og kunden skal afgøres efter dansk ret.
Opdateret april, 2022